PREMIERE 16. JANUAR 2025
__________________________________
Vinder af Guldbjørnen 2024 og Senegals officielle Oscarkandidat 2025.
6 stjerner, “Et mesterværk” – Cph Culture.
5 stjerner, “Skyder en højaktuel diskussion om kolonitidens efterspil i gang” – Soundvenue.
4 hjerter, “Et skarpt andet blik på et af tidens kontroversielle temaer” – Politiken.
SYNOPSIS
En død træskulptur bliver vakt til live og fortæller sin historie, mens den sammen med 25 andre kulturgenstande rejser fra Frankrig tilbage til hjemlandet Benin – det tidligere kongerige Dahomey – som de blev plyndret fra. Ved ankomsten til Benin, bliver kunstværkerne genstand for en eksistentiel debat om kulturhistorie og kulturel identitet blandt flere generationer af beninere. Hvad betyder kunstværkerne for beninerne i dag? Hvordan skal de udstilles og bevares? Og har hjemkomsten en tilgivende effekt i forhold til den gamle kolonimagt Frankrig eller aktiverer filmens hovedperson, den døde træskulptur, nærmere en ny bevidsthed om et nedarvet traume hos beninerne? Filmen bliver i sig selv et afgørende indspark i en international debat om kulturarv og vores kolonialistiske fortid, som gør, at der i dag stadig findes tusindvis af afrikanske kunstværker og kulturgenstande på museer over hele Europa.
Fransk-senegalesiske Mati Diops poetiske og debatskabende post-koloniale værk vandt Guldbjørnen på Berlinalen 2024, og den er udvalgt som Senegals officielle Oscarkandidat 2025.
D. 17. december offentliggjorde Oscar-akademiet, at DAHOMEY er blandt de 15 shortlistede film til at blive Oscar-nomineret i kategorierne Bedste Dokumentar og Bedste Internationale Film.
DAHOMEY er en oplagt film til samarbejde med lokale museer, og en film som pga. sin korte varighed egner sig rigtig godt til at kombinere med indledning af relevante oplægsholdere.
Frankrig/Senegal/Benin. Dokumentar. 68 minutter. Instruktør: Mati Diop.
PREMIEREBIOGRAFER: Empire Bio (København), Gloria (København), Vester Vov Vov (København), Øst for Paradis (Aarhus), Café Biografen (Odense), Biffen (Aalborg), Valby Kino, Gilleleje Bio m.fl.








